B-politik

B-samfundet vil skabe et mere fleksibelt samfund, der også understøtter B-menneskers livsform.

Et samfund, hvor det er accepteret og respekteret at møde i et senere tidsinterval, fordi det passer til ens personlige rytme og livsstil.

For det er menneskers forskellige rytmer, der understøtter den samfundsmæssige værditilvækst. Når mennesket arbejder i sin egen rytme, vil det endvidere resultere i en større livskvalitet og dermed mindre stress.

B-samfundet vil arbejde for en revision af arbejdsmarkedets grundlov, også kaldet septemberforliget 1899.

Den danske model er nemlig designet til industrisamfundets arbejde:
- hvor der var klare grænser mellem arbejdstid og fritid
- hvor der var klare grænser mellem arbejdsgiver og arbejdstager
- hvor man arbejdede for chefen og for kunden
- hvor ledelsen havde retten til at organisere og strukturere det synlige kropslige arbejde, så det fulgte kollektivets rytme og tempo.

Der er sket meget med det danske arbejdsmarked siden 1899. Teknologien har udvisket mange arbejdspladsers fysiske grænser, og mange kan arbejde hvor som helst og når som helst.

Nutidens arbejdsstyrke er pluralistisk og består af mange grupperinger inden for landbrug, produktion, service og en ny voksende gruppe kaldet den kreative klasse.

Den kreative klasse består af forskere, ingeniører, arkitekter, artister, musikere, designere, ledere og andre tankearbejdere. I år 2000 var der omkring en halv million tankearbejdere i Danmark.

Til sammenligning var godt 400.000 ansat i industrien og færre end 50.000 var beskæftigede inden for fiskeri og landbrug.

Derimod var det mere end 50 procent af de beskæftigede, som var ansat inden for servicesektoren. Tendensen er tydelig. Danmark skal ikke producere men designe. Den gode idé får større værdi end fysiske produkter.

Den gennemsnitlige vækstrate i danske økonomi var på 3,5 procent, mens de videnbaserede virksomheder havde vækstrater helt op til syv procent i 2006. Viden, ideer og kreativitet har derfor afgørende betydning for Danmarks konkurrencesituation.